Skal vi være bange for engelsk? – om domænetab i dansk

Vi mennesker har et ret stort forhold til vores sprog. Vi ser det som en del af os, en del af vores identitet. Specielt her i lille Danmark er den følelse stor. Vi vil ikke af med vores danske sprog, vores store stolthed.

Derfor er det svært for os, når vi ser den store påvirkning fra engelsk, som der er i øjeblikket. Det danske ordforråd bliver fyldt med ord i forbindelse med globaliseringen, og det giver store rystelser i vores identitetsfølelse – for hvad skal der ske med vores lille dansk, når det store engelske kommer og overtager verden?

Brugen af engelsk
Engelsk bliver brugt hyppigt i stedet for dansk, da det er blevet et prestigesprog. Vi bruger det for at være ’hippe’, at være med på moden eller når vi skal have autoritet. Det giver simpelthen prestige, when we use it.

Det ses blandt andet, når de danske titler som ’bogholder’ nu hedder ’key account manager’, og vores fakulteter på Aarhus Universitet skal have engelske betegnelser (Arts, Health, Science og Buisness Social and Science). Ligeledes er undervisningen på universitetet og andre steder primært på engelsk, og alt dette påvirker vores brug af engelske ord i tale og på skrift. Vi vil hellere bruge de engelske ord eller begreber, fordi det lyder bedre. Det oplever jeg selv, når jeg skriver opgaver på universitetet – nogle begreber lyder direkte åndssvage, når de bliver oversat til dansk.

Truet sprog
Men betyder alle disse oversættelser, at dansk er et truet sprog? Skal vi være bange for at dansk forsvinder?

Inden for lingvistik er der nogle kriterier, som et sprog skal opfylde, før vi kan kalde det et truet sprog. Et truet sprog er et sprog, som er i stadiet inden det er døende eller dødt, og dermed ikke talt overhovedet.
Disse kriterier omhandler primært brugen af sproget, og dermed under hvilke forhold, og hvor ofte det bliver talt. Blandt andet skal sproget være talt en betydelig lille gruppe, og denne gruppe skal på sigt blive mindre og mindre, hvilket også kan påvirke videregivelsen af sproget til børn, hvorefter sproget på sigt vil uddø. Sådan en gruppe kunne være på 100 mennesker og nedefter. Derudover skal sproget være talt under specielle forhold, og evt. blive holdt kunstigt levende. Dette kan f.eks. være, hvis sproget kun bliver talt til ceremonier eller i politiske sammenhæng. De specielle forhold kan også være hjemmet, og der så offentlig vil blive talt et helt andet sprog.
Dansk opfylder ikke ligefrem de kriterier: vores sprog bliver talt af ca. 6 mio. mennesker, og desuden bliver vores sprog talt både offentligt og privat. Faktisk er dansk traktatfast i EU, hvilket bidrager til, at dansk fremover vil være til.

Derudover giver Ethnologue også dansk en god placering i verdens mest talte sprog. Vi ligger i top 100, og er blandt verdens 20 største sprog. Det er ikke helt dårligt efter min mening.
Selvom der dør ca. 2 sprog om måneden, og selvom verdens 6000-7000 sprog forventes at være halveret omkring år 2100, så skal vi ikke være bange på dansks vegne, for dansk er et nationalsprog. Staten er med til at styrke sproget, når det bruges.

Dansks historie
Historisk set, har dansk haft en tumult oplevelse, hvor det er blevet påvirket kraftigt. Men en sådan påvirkning ses også i andre sprog, så det er ikke unaturligt.

I middelalderen var det latin og græsk, som var den glade giver til dansk. Vi fik ord derfra, da man brugte sprogene i videnskabelige sammenhænge. Senere hen var det fransk, tysk og andre sprog, som påvirkede sprog. De ord, som kom dengang, er i dag helt inkorporeret i dansk, og i dag tænker vi ikke over, at ord som ’arbejde’ og ’borger’ oprindelig stammer fra tysk, fordi de er en del af det danske ordforråd.

Påvirkning fra andre sprog er med til at udvikle sprog, fordi vi får ord ind i sproget, som kan give os nye muligheder. Selvom det er svært at acceptere for nogen, så er det uundgåeligt, for sprog forandrer sig, når de bliver brugt.

The Julekalender
Så selvom vores primære erhvervssprog måske om nogle år bliver engelsk, så er der ingen grund til at frygte dansks nedgang. Vores sprog forandrer sig, og det har det altid gjort. Denne gang er engelsk med til at påvirke os og vores sprog, men jeg synes, at man skal se det som en mulighed – ja, ligefrem en ressource. Det giver os mulighed for at udvikle sproget og præcisere vores betydning.

Nu hvor vi rammer julen, kan man jo tænke på The Julekalender, hvor der bliver talt en blanding af dansk og engelsk. Så inden vi forpester engelsk, så skal vi også lige huske på, at det kan ende i direkte komiske vendinger, når dansk og engelsk blandes.

Inden jeg slutter helt af, vil jeg citere Adam Hyllested (Politikken 2011):

»Ubevidst sker der hele tiden en grammatisk og lydlig udvikling af sproget. Og så er der den bevidste udvikling, som beror på politiske beslutninger, og en mere eller mindre bevidst påvirkning fra forskellige subkulturer. Men at et sprog ændrer substans betyder jo ikke, at det er truet. Selv om vi tog 300 nye engelske låneord ind i morgen, er det jo stadig dansk. Et sprog er først truet den dag, folk holder op med at tale det«.

Referencer:
http://www.ethnolgue.com

http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1397331/dansk-is-not-truet-af-engelsk/
http://politiken.dk/kultur/ECE1227869/dont-worry-det-danske-sprog-er-ikke-truet-af-engelsk/

Forfatter: Maria Kjems Christensen

Reklamer

Ligge eller lægge?

sproget.dk står ligge og lægge som ord, “en del mennesker har problemer med at kende forskel på”, på undersiden Typiske problemer. Vi kender sikkert alle sprogpedanter, der kryber tæer over sætninger som “jeg lagde på sofaen hele dagen”, og som må bruge mange kræfter på at undgå at sige: “Nej, det gjorde du ikke. Du lå! “ Tilsyneladende er det tæt på at blive udnævnt som den ottende dødssynd at bruge det forkerte verbum, og man må nu også give sprogpedanterne, at der særligt i bøjningen i præteritum (datid) og perfektum participium (kort tillægsform) er tydelig forskel på formerne på de angiveligt to forskellige verber.

Når nu det er to forskellige verber, ligge, der er intransitiv og indebærer stilstand, og lægge, der er transitiv og indebærer bevægelse, hvordan kan det så være så svært at kende forskel for nogle folk? Og hvilke problemer er det egentlig, det skaber? For det skulle angiveligt danne grundlag for mange misforståelser – eller hvad?

Forskelle og ligheder på de to verber
I folkeskolen har de fleste sikkert hørt, at ligge bruges, når der er tale om, at nogen ligger stiller, og at lægge bruges, når der er tale om, at en aktør forårsager bevægelse på et objekt. Dette manifesteres også i en tydelig grammatisk forskel, nemlig at ligge ikke kan tage objekt (genstandsled), mens lægge skal. Således skulle vi kunne se, at sætning (1) og (2) er grammatisk korrekte og ville få et rettetegn i en diktat i 4. klasse.

(1) Han ligger på sofaen og ser fjernsyn.
(2) Hvis du lægger bøgerne på bordet, tager jeg dem ovenpå bagefter.

Der er også en forskel i det, der med et lingvistisk term hedder telicitet. Det handler i dets kerne om, hvorvidt et verbums handling har en naturlig afslutning (telisk) eller ej (atelisk). Dette er lettere forklaret ved en demonstration med en test. På x tid angiver, at handlingen sluttes i den givne tidsramme, mens i x tid angiver, at handlingen blot forløber over en vis tid:

Ligge: Atelisk
(3) Jeg lå på sofaen i en time.
(4) *Jeg lå på sofaen på en time.

Lægge: Telisk
(5) Jeg lagde bøgerne på bordet på to sekunder.
(6) ??Jeg lagde bøgerne på bordet i to sekunder.

For en dansktalende person falder dette ganske naturligt, og jeg vil derfor undlade at gå meget dybere ned i forklaringen. Grunden til spørgsmålstegnene ved sætning (6) er, at den måske kunne give mening i enkelte sammenhænge. Forestil jer, at en bibliotekar sagde følgende til sin kollega, som havde bedt ham lægge bøger på hylder: “Jeg lagde bøgerne på hylder i to minutter, men så brød biblioteket pludselig i brand!” Men lad det ikke snyde: lægge er telisk, idet der i nævnte eksempel stadig var en potentiel naturlig afslutning.

Distinktionen virker umiddelbart let nok, særligt i skriftsproget, og så længe man har forskellige huskeregler, når man skal skrive sin danskstil, skal det nok gå.

Hvor der sandsynligvis voldes problemer ved disse to verber, er ved de to ords fonetiske lighed i infinitiv og i præsens, altså ligge(r) mod lægge(r). De to vokaler, der i skriftsproget er angivet med i (på trods af “e”-udtale) og æ, og som er forskellen på de to ord, ligger lydligt meget tæt op ad hinanden, og dansk er et af de få sprog, hvor netop denne lydligt meget fine skelnen findes. Det er nok primært heri, at problemet for vekslen mellem de to ord skal findes, og ved man en smule om fonetik, skulle det stå tydeligt.

Giver det misforståelser?
Nu kommer vi til den egentlige myte for denne gang, nemlig den påstand, at “forkert” brug af de to ord i en ytring giver grundlag for misforståelser i samtalen. Dette er nemlig en myte, der simpelthen ikke kan have hold i virkeligheden for dansktalende mennesker. Hvis man misforstår sådan en ytring, er det enten, fordi man man gerne vil misforstå den, eller fordi noget andet i ytringen skaber problemer. Herunder vil jeg prøve at forklare hvorfor.

Som det blev forklaret i forrige afsnit, er en af forskellene på disse to verber, hvorvidt de er transitive, dvs. kan tage et objekt (genstandsled) eller ej. Dette er den primære grund til, at misforståelser ikke skulle kunne forekomme ved lige netop dette verbumspar. Hvis vi kalder ligge for A og lægge for B i denne sammenhæng for at undgå forvirringer i de forskellige former, kan argumentet se således ud:

A er intransitiv, og det kan således ikke udløse et behov for et objekt i en sætning. B er derimod transitiv og behøver et objekt. Hvis en sætning med A som hovedverbum har et objekt, giver det semantisk ikke mening og er ganske enkelt uladsiggørlig. En sætning med B kræver et objekt for at give mening; ellers ville der mangle en part i den beskrevne handling. Overvej følgende sætninger og de to muligheder for verbet:

(7) Jeg lagde i min seng hele dagen i går.
(8) Vil du ikke ligge skeen i vasken?

I (7) er der ikke noget objekt, hvilket vi ved, at B kræver, idet det er transitivt. På trods af det tilsyneladende forkerte valg af verbet er det tydeligt, hvad den intenderede mening har været, da resten af sætningen ikke ellers opfylder kravene for verbum B. Det kan ikke være andet end det intransitive verbum A, der er tale om.
Omvendt i (8), hvor der er et sætningsobjekt til stede, kan man ikke fortolke ligge som verbum A, da skeen ellers ville stå uden sætningsfunktion og derved gøre sætningen til nonsens. Altså, for at sætningen skal kunne give mening, må verbet fortolkes som B.

Nummer to grund berører spørgsmålet om telicitet, som jeg også nævnte i forrige afsnit. Hvis der er tidsangivelser i sætningen, giver det også et stærkt praj om den intenderede mening, da A og B påkalder forskellige typer. Ellers kan der pludselig skabes andre problemer i den givne ytringe. Som ekstra demonstration på dette kan vi lave en semantisk dårlig sætning ud fra (7).

(9) *Jeg lagde i min seng på seks timer i går.

Uanset hvordan man vender og drejer den, giver den ingen mening, selvom tidsangivelsen skulle passe med det brugte verbum. Det er tydeligt, at verbets intenderede mening (her tydeligt pga. manglende objekt) betyder mere end verbets form. Det kan virke som en besynderlig forklaring, men man kan sidde og lege lidt med det selv, hvis man vil.

Må man så bare sige det, som man vil?
Man kunne fristes til at sige ja, eftersom en del peger på, at de særligt i jysk danner et homonympar og således er ét ord brugt i to forskellige sammenhænge, men jeg vil ikke være dommer for det. Pointen med dette indlæg har kun været at vise, at det ikke er muligt at misforstå en manglende skelnen, og at sprogpedanters stigmatisering ved denne anklage derfor ikke har noget hold i virkeligheden. Det centrale er, at ens pointe går igennem, således at kommunikationen føres med succes, men spørgsmålet om “godt sprogbrug” har selvfølgelig også en masse at sige. Sådanne emner berøres i Ida Elises blogindlæg om ejerskabsfølelse over ens modersmål, så dem vil jeg ikke gå i dybden med i dette indlæg.

Forfatter: Kasper Fyhn Jacobsen

Mit modersmål bliver mishandlet! – Om følelsen af ejerskab over et sprog

“Mit modersmål bliver mishandlet!” Sådan skriver en læser på berlingskes netavis som kommentar til en kronik om “danskernes sproglige dovenskab.” Det første, denne kommentar får mig til at tænke, er, at den pågældende læser virkelig føler smerte over sprogets forandring. Jeg kender godt denne følelse af tab og afmagt, men jeg har været så heldig, at undervisere i gymnasiet og på universitetet har præsenteret mig for andre måder at forstå sprog og sprogforandring på. Den viden hjælper mig til at acceptere, at sprog forandrer sig.

“Sprog udvikler sig jo hele tiden”
Man hører ofte, at sprog “udvikler” sig, men jeg mener, dette ordvalg kan være misvisende. Selvom “udvikling” godt kan være negativ, så kan “sprogudvikling” nemt høres som en påstand om, at sproglig forandring leder til bedre sprog. Det primære problem med dette er, at der ikke findes saglige argumenter for, hvad der er godt sprog. God sprogbrug kan muligvis defineres i nogen grad, men ligesom dansk ikke er bedre end kinesisk, er 1900-tallets dansk heller ikke bedre end 1500-tallets dansk. På samme måde er afledningsendelsen -else i “beskrivelse” ikke bedre end endelsen -ning ville have været, og udtalen af “præst” med æ er ikke objektivt bedre end udtalen med a.

Et andet problem med antydningen af, at fx nye udtaler af ord er bedre end tidligere udtaler, er, at man risikerer at fornærme øvede og sikre sprogbrugere. Voksne, som hele deres liv har gjort sig umage for at bruge et korrekt og forståeligt sprog, skal ikke have at vide, at sproget har udviklet sig, så det nu er teenagernes sprog, der er rigtigt og bedst. Hverken nye eller gamle udtaler, bøjningsformer etc. er objektivt bedst. De er simpelthen forskellige, og derfor taler jeg om sprogforandring i stedet for sprogudvikling.

Mit (og 5 millioner andres) modersmål
Selvom man accepterer sprogforandring som uundgåelig, kan man alligevel opleve frustration over den. Tænk igen på citatet “Mit modersmål bliver mishandlet!” Som H.C. Andersen også bemærkede i “I Danmark er jeg født”, er et menneskes modersmål ofte en fundamental del af dets identitet. Mange mennesker føler en grad af ejerskab over deres modersmål, og dermed opleves det som om, man har ret til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. Men der er noget problematisk ved idéen om, at modersmålet på den ene side er mit, og på den anden side også tales af over 5 millioner andre mennesker. Har de lige så meget ejerskab over sproget, som jeg har?

Jeg tænker det sådan her: Der er et sprog, der hedder “dansk”, som vi, der er en del af det danske sprogfællesskab, kan tale med hinanden. Det kræver så stor ensartethed, at vi kan forstå hinanden. Inden for denne temmelig vide ramme er der, i grove træk, nogle dialekter baseret på geografisk fordeling, der er sociolekter baseret på social fordeling, og der er en idiolekt for hver enkelt person. Jeg taler ikke præcis som nogen anden person, men min idiolekt er en del af den masse, der udgør sproget dansk. Jeg kan ikke forvente, at andre har de samme sproglige normer som mig, for der er så usandsynligt mange faktorer, der har indflydelse på, hvordan et menneske taler. Og hvad vigtigere er: Jeg har ingen ret til at fortælle andre, hvordan de skal tale.

Dansk Sprognævn
Nogle vil indvende, at Dansk Sprognævn jo laver en retskrivningsordbog med en beskrivelse af, hvad der er korrekt dansk. Her må jeg først indskyde, at mange af de mennesker, der henviser til retskrivningsordbogen som autoritet, selv kritiserer sprognævnet og/eller ser bort fra dets afgørelser. Hvis retskrivningsordbogen anvendes som autoritet, må dens vurdering vel vægte højere end ens personlige vurdering.

Men det egentlige problem med sprognævnet er, at dets funktion ofte bliver misforstået. Retskrivningsloven fungerer ikke ligesom færdselsloven, på trods af, at de ofte bliver sammenlignet. For det første skal færdselsloven følges af alle i modsætning til dansk retskrivning, som citatet fra retskrivningsloven viser:

§ 2. Dansk retskrivning skal følges af alle dele af den offentlige forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af domstolene. Det samme gælder ikkeoffentlige uddannelsesinstitutioner, som modtager dækning af driftsomkostningerne på halvdelen eller mere, og private og selvejende skoler, hvor børn opfylder undervisningspligten.

Der er altså intet krav om, at privatpersoner, aviser eller universitetsstuderende på blogs følger retskrivningen. Personligt mener jeg, at der er store fordele ved at lægge sig så tæt op ad den som muligt, men det er mit valg.

For det andet er dansk retskrivning ikke udformet på en bestemt måde for at nå et bestemt mål. Grunden til, at det er forbudt ved lov at gå over for rødt, er, at man vil undgå trafikulykker. Grunden til, at det hedder “beskrivelse” frem for “beskrivning” er ikke, at det ene opfylder formålet bedre end det andet. Det kunne sagtens hedde “beskrivning” (som det gør på svensk), men det gør det tilfældigvis ikke på dansk. På den måde er retskrivningsreglerne mere som tyngdeloven end som færdselsloven: Man observerer, at noget er på en bestemt måde, og så beskriver man det. Hvis sproget forandrer sig, skal beskrivelsen ændres.

Sproglig omhu
Dansk Sprognævn fastsætter altså nogle regler for det, vi kan kalde “standarddansk”, men det siger ikke ret meget om, hvordan det dansk, man finder ude i virkeligheden hos almindelige mennesker, ser ud. Og det siger slet ikke noget om, hvordan virkeligt dansk lyder, fordi det er en skriftlig norm (der er en grund til, at det hedder “retskrivning”). For mig har det været vigtigt at indse, at det dansk, som jeg taler, ikke repræsenterer det gode, det sande og det skønne. Det er blot et produkt af forskellige faktorer, herunder bevidste valg. Så måske ejer jeg mit eget sprog, men “det danske sprog” tilhører fællesskabet.

Jeg vil ikke høre nogen anklage mig for at ville afskaffe retskrivningen, så vi ender i et sprogligt morads, hvor middelmådigheden hersker, og grammatik er en by i Rusland. Vi skal da gøre os umage! Når vi kommunikerer med hinanden, når vi bruger sproget i professionel sammenhæng, og når vi opdrager vores børn, skal vi gøre os umage og inspirere hinanden til god sprogbrug. Og alle skoleelever skal gives de bedste muligheder for at opnå så god en beherskelse af dansk skriftsprog, som de kan, fordi det gør livet nemmere. Men prø’ lii å hør her: Sproglig omtanke – eller sågar sproglig begavelse – er altså ikke noget, den enkelte kan kræve af andre. Det er noget, vi kan give til hinanden.

Forfatter: Ida Elise Claumarch

Dansk bliver dårligere og dårligere… eller?

Dansk bliver dårligere. SP billeder

”… Den danske sprog blivr værstere og værstere” er en af de mange kommentarer, som Sprogpolitiet får på deres billeder, som de lægger op på deres Facebookside. Over 32.000 ’synes godt om’ denne side, hvor Sprogpolitiet regelmæssigt publicerer diverse stavefejl eller tvetydigheder, som medlemmerne finder på deres færden. Herefter er det så bare at kommenterer og håne fejlene.
Sprogpolitiet og dets medlemmer mener, at dansk har det hårdt – ligefrem lider. Vi (primært unge mennesker) kan ikke stave, udtale ordene ordentligt og værst af alt, så ændrer vi sproget.

Findes det ”korrekte” dansk?
Tit og ofte er det Dansk Sprognævn, som afgør forskellige stridigheder og spørgsmål på Sprogpolitiets Facebook-side. Dansk Sprognævn har officielt magten indenfor det danske sprog, da den nemlig udgiver Retskrivningsordbogen, som ofte er den, som bliver henvist til under disse hede diskussioner på Facebook.
Det spøjse ved Retskrivningsordbogen og Dansk Sprognævn er, at den ændres afhængigt af vores talte sprog, dvs. vores valg er ord, udtale af dem samt det skriftlige sprog. Den tilpasser sig altså det danske sprog, som bliver brugt lige nu. Dertil vil jeg så spørge, om man kan tale om et korrekt dansk, når selv vores bibel indenfor det danske sprog ikke er fastlagt?

Er dansk i forfald?
Sprog gennemgår udviklinger konstant – det er noget, som man ikke kan komme uden om. De påvirkes, bliver brugt osv., hvilket skaber en forandring. I dansk hører vi om, at dialekterne forsvinder, og engelsk overtager vores sprog og udkonkurrerer det.
Som nævnt tidligere, så er unge de værste til at ændre i sproget, hvilket Maegaard (2008) også mener: ifølge hende så starter ændringerne af sproget bl.a. hos de unge. Samtidig fortæller Språkskolen, at det optimale sprog ifølge os selv var, da vi var i 20erne, hvilket spøjst nok passer ind i forestillingen om, at sproget bliver værre og værre, jo ældre vi bliver.
Vi anerkender ikke, at sproget udvikler sig, og det gjorde Sokrates heller ikke, da han brokkede sig over ungdommens skrækkelige sprog. Men det er hårdt at se og høre ens sprog ændre sig, for sprog er jo identitet. Men forandringerne, der sker i sproget, er de nødvendigvis dårlige? Eller er vi for kulturpessimistiske i vores synspunkter?

Dansk klarer det!
For mig handler det i bund og grund om, at man ser glasset halvt fyldt eller halvt tomt. Er sproget fantastisk eller forfærdeligt? Vi bliver jo ved med at bruge det og ændre i det, hvilket vi ikke kan forhindre.
Der er dog noget, som undrer mig: hvordan man vi danskere være så opmærksomme på, at alle skal have ytringsfrihed, når der ikke må være sproglig ytringsfrihed?
Det kan også være, at mine meninger bunder grund i, at jeg er i tyverne (jf. Språkskolen), og jeg ender som en gammel, pessimistisk kone, som brokker sig om nutiden og ungdommens sprog, men jeg vil med måde påstå, at dansk nok skal overleve, så længe vi bliver ved med at bruge det.

Forfatter: Maria Kjems Christensen

Referencer og andre gode links:
http://www.b.dk/kommentarer/sprognaevnet-medskyldig-i-sprogligt-forfald, set 24/8 2014
http://www.dsn.dk/retskrivning/om-os/sprognaevnets-opgaver, set d. 24/8 2014
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/388036:Danmark–Dansk-Sprognaevn-er-under-verbal-beskydning, set 24/8 2014
http://sprogmuseet.dk/sprogpolitik/hvor-slemt-star-det-til-med-dansk-sprog/, set 24/8 2014
http://www.svtplay.se/klipp/1402134/sprakskolan, set 24/8 2014

Maegaard, Marie. 2008. Nyt udtaler i københavnsk. Nyt fra sprognævnet nr. 2: 1-7
Trudgill, Peter & Bauer, Laurie. 1998. Language myths. 3. London: Penguin Books. 1-8.