Mit modersmål bliver mishandlet! – Om følelsen af ejerskab over et sprog

“Mit modersmål bliver mishandlet!” Sådan skriver en læser på berlingskes netavis som kommentar til en kronik om “danskernes sproglige dovenskab.” Det første, denne kommentar får mig til at tænke, er, at den pågældende læser virkelig føler smerte over sprogets forandring. Jeg kender godt denne følelse af tab og afmagt, men jeg har været så heldig, at undervisere i gymnasiet og på universitetet har præsenteret mig for andre måder at forstå sprog og sprogforandring på. Den viden hjælper mig til at acceptere, at sprog forandrer sig.

“Sprog udvikler sig jo hele tiden”
Man hører ofte, at sprog “udvikler” sig, men jeg mener, dette ordvalg kan være misvisende. Selvom “udvikling” godt kan være negativ, så kan “sprogudvikling” nemt høres som en påstand om, at sproglig forandring leder til bedre sprog. Det primære problem med dette er, at der ikke findes saglige argumenter for, hvad der er godt sprog. God sprogbrug kan muligvis defineres i nogen grad, men ligesom dansk ikke er bedre end kinesisk, er 1900-tallets dansk heller ikke bedre end 1500-tallets dansk. På samme måde er afledningsendelsen -else i “beskrivelse” ikke bedre end endelsen -ning ville have været, og udtalen af “præst” med æ er ikke objektivt bedre end udtalen med a.

Et andet problem med antydningen af, at fx nye udtaler af ord er bedre end tidligere udtaler, er, at man risikerer at fornærme øvede og sikre sprogbrugere. Voksne, som hele deres liv har gjort sig umage for at bruge et korrekt og forståeligt sprog, skal ikke have at vide, at sproget har udviklet sig, så det nu er teenagernes sprog, der er rigtigt og bedst. Hverken nye eller gamle udtaler, bøjningsformer etc. er objektivt bedst. De er simpelthen forskellige, og derfor taler jeg om sprogforandring i stedet for sprogudvikling.

Mit (og 5 millioner andres) modersmål
Selvom man accepterer sprogforandring som uundgåelig, kan man alligevel opleve frustration over den. Tænk igen på citatet “Mit modersmål bliver mishandlet!” Som H.C. Andersen også bemærkede i “I Danmark er jeg født”, er et menneskes modersmål ofte en fundamental del af dets identitet. Mange mennesker føler en grad af ejerskab over deres modersmål, og dermed opleves det som om, man har ret til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. Men der er noget problematisk ved idéen om, at modersmålet på den ene side er mit, og på den anden side også tales af over 5 millioner andre mennesker. Har de lige så meget ejerskab over sproget, som jeg har?

Jeg tænker det sådan her: Der er et sprog, der hedder “dansk”, som vi, der er en del af det danske sprogfællesskab, kan tale med hinanden. Det kræver så stor ensartethed, at vi kan forstå hinanden. Inden for denne temmelig vide ramme er der, i grove træk, nogle dialekter baseret på geografisk fordeling, der er sociolekter baseret på social fordeling, og der er en idiolekt for hver enkelt person. Jeg taler ikke præcis som nogen anden person, men min idiolekt er en del af den masse, der udgør sproget dansk. Jeg kan ikke forvente, at andre har de samme sproglige normer som mig, for der er så usandsynligt mange faktorer, der har indflydelse på, hvordan et menneske taler. Og hvad vigtigere er: Jeg har ingen ret til at fortælle andre, hvordan de skal tale.

Dansk Sprognævn
Nogle vil indvende, at Dansk Sprognævn jo laver en retskrivningsordbog med en beskrivelse af, hvad der er korrekt dansk. Her må jeg først indskyde, at mange af de mennesker, der henviser til retskrivningsordbogen som autoritet, selv kritiserer sprognævnet og/eller ser bort fra dets afgørelser. Hvis retskrivningsordbogen anvendes som autoritet, må dens vurdering vel vægte højere end ens personlige vurdering.

Men det egentlige problem med sprognævnet er, at dets funktion ofte bliver misforstået. Retskrivningsloven fungerer ikke ligesom færdselsloven, på trods af, at de ofte bliver sammenlignet. For det første skal færdselsloven følges af alle i modsætning til dansk retskrivning, som citatet fra retskrivningsloven viser:

§ 2. Dansk retskrivning skal følges af alle dele af den offentlige forvaltning, af Folketinget og myndigheder med tilknytning til Folketinget samt af domstolene. Det samme gælder ikkeoffentlige uddannelsesinstitutioner, som modtager dækning af driftsomkostningerne på halvdelen eller mere, og private og selvejende skoler, hvor børn opfylder undervisningspligten.

Der er altså intet krav om, at privatpersoner, aviser eller universitetsstuderende på blogs følger retskrivningen. Personligt mener jeg, at der er store fordele ved at lægge sig så tæt op ad den som muligt, men det er mit valg.

For det andet er dansk retskrivning ikke udformet på en bestemt måde for at nå et bestemt mål. Grunden til, at det er forbudt ved lov at gå over for rødt, er, at man vil undgå trafikulykker. Grunden til, at det hedder “beskrivelse” frem for “beskrivning” er ikke, at det ene opfylder formålet bedre end det andet. Det kunne sagtens hedde “beskrivning” (som det gør på svensk), men det gør det tilfældigvis ikke på dansk. På den måde er retskrivningsreglerne mere som tyngdeloven end som færdselsloven: Man observerer, at noget er på en bestemt måde, og så beskriver man det. Hvis sproget forandrer sig, skal beskrivelsen ændres.

Sproglig omhu
Dansk Sprognævn fastsætter altså nogle regler for det, vi kan kalde “standarddansk”, men det siger ikke ret meget om, hvordan det dansk, man finder ude i virkeligheden hos almindelige mennesker, ser ud. Og det siger slet ikke noget om, hvordan virkeligt dansk lyder, fordi det er en skriftlig norm (der er en grund til, at det hedder “retskrivning”). For mig har det været vigtigt at indse, at det dansk, som jeg taler, ikke repræsenterer det gode, det sande og det skønne. Det er blot et produkt af forskellige faktorer, herunder bevidste valg. Så måske ejer jeg mit eget sprog, men “det danske sprog” tilhører fællesskabet.

Jeg vil ikke høre nogen anklage mig for at ville afskaffe retskrivningen, så vi ender i et sprogligt morads, hvor middelmådigheden hersker, og grammatik er en by i Rusland. Vi skal da gøre os umage! Når vi kommunikerer med hinanden, når vi bruger sproget i professionel sammenhæng, og når vi opdrager vores børn, skal vi gøre os umage og inspirere hinanden til god sprogbrug. Og alle skoleelever skal gives de bedste muligheder for at opnå så god en beherskelse af dansk skriftsprog, som de kan, fordi det gør livet nemmere. Men prø’ lii å hør her: Sproglig omtanke – eller sågar sproglig begavelse – er altså ikke noget, den enkelte kan kræve af andre. Det er noget, vi kan give til hinanden.

Forfatter: Ida Elise Claumarch

Reklamer

One thought on “Mit modersmål bliver mishandlet! – Om følelsen af ejerskab over et sprog

  1. Pingback: Ligge eller lægge? | linguisticmythbusters

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s