Ligge eller lægge?

sproget.dk står ligge og lægge som ord, “en del mennesker har problemer med at kende forskel på”, på undersiden Typiske problemer. Vi kender sikkert alle sprogpedanter, der kryber tæer over sætninger som “jeg lagde på sofaen hele dagen”, og som må bruge mange kræfter på at undgå at sige: “Nej, det gjorde du ikke. Du lå! “ Tilsyneladende er det tæt på at blive udnævnt som den ottende dødssynd at bruge det forkerte verbum, og man må nu også give sprogpedanterne, at der særligt i bøjningen i præteritum (datid) og perfektum participium (kort tillægsform) er tydelig forskel på formerne på de angiveligt to forskellige verber.

Når nu det er to forskellige verber, ligge, der er intransitiv og indebærer stilstand, og lægge, der er transitiv og indebærer bevægelse, hvordan kan det så være så svært at kende forskel for nogle folk? Og hvilke problemer er det egentlig, det skaber? For det skulle angiveligt danne grundlag for mange misforståelser – eller hvad?

Forskelle og ligheder på de to verber
I folkeskolen har de fleste sikkert hørt, at ligge bruges, når der er tale om, at nogen ligger stiller, og at lægge bruges, når der er tale om, at en aktør forårsager bevægelse på et objekt. Dette manifesteres også i en tydelig grammatisk forskel, nemlig at ligge ikke kan tage objekt (genstandsled), mens lægge skal. Således skulle vi kunne se, at sætning (1) og (2) er grammatisk korrekte og ville få et rettetegn i en diktat i 4. klasse.

(1) Han ligger på sofaen og ser fjernsyn.
(2) Hvis du lægger bøgerne på bordet, tager jeg dem ovenpå bagefter.

Der er også en forskel i det, der med et lingvistisk term hedder telicitet. Det handler i dets kerne om, hvorvidt et verbums handling har en naturlig afslutning (telisk) eller ej (atelisk). Dette er lettere forklaret ved en demonstration med en test. På x tid angiver, at handlingen sluttes i den givne tidsramme, mens i x tid angiver, at handlingen blot forløber over en vis tid:

Ligge: Atelisk
(3) Jeg lå på sofaen i en time.
(4) *Jeg lå på sofaen på en time.

Lægge: Telisk
(5) Jeg lagde bøgerne på bordet på to sekunder.
(6) ??Jeg lagde bøgerne på bordet i to sekunder.

For en dansktalende person falder dette ganske naturligt, og jeg vil derfor undlade at gå meget dybere ned i forklaringen. Grunden til spørgsmålstegnene ved sætning (6) er, at den måske kunne give mening i enkelte sammenhænge. Forestil jer, at en bibliotekar sagde følgende til sin kollega, som havde bedt ham lægge bøger på hylder: “Jeg lagde bøgerne på hylder i to minutter, men så brød biblioteket pludselig i brand!” Men lad det ikke snyde: lægge er telisk, idet der i nævnte eksempel stadig var en potentiel naturlig afslutning.

Distinktionen virker umiddelbart let nok, særligt i skriftsproget, og så længe man har forskellige huskeregler, når man skal skrive sin danskstil, skal det nok gå.

Hvor der sandsynligvis voldes problemer ved disse to verber, er ved de to ords fonetiske lighed i infinitiv og i præsens, altså ligge(r) mod lægge(r). De to vokaler, der i skriftsproget er angivet med i (på trods af “e”-udtale) og æ, og som er forskellen på de to ord, ligger lydligt meget tæt op ad hinanden, og dansk er et af de få sprog, hvor netop denne lydligt meget fine skelnen findes. Det er nok primært heri, at problemet for vekslen mellem de to ord skal findes, og ved man en smule om fonetik, skulle det stå tydeligt.

Giver det misforståelser?
Nu kommer vi til den egentlige myte for denne gang, nemlig den påstand, at “forkert” brug af de to ord i en ytring giver grundlag for misforståelser i samtalen. Dette er nemlig en myte, der simpelthen ikke kan have hold i virkeligheden for dansktalende mennesker. Hvis man misforstår sådan en ytring, er det enten, fordi man man gerne vil misforstå den, eller fordi noget andet i ytringen skaber problemer. Herunder vil jeg prøve at forklare hvorfor.

Som det blev forklaret i forrige afsnit, er en af forskellene på disse to verber, hvorvidt de er transitive, dvs. kan tage et objekt (genstandsled) eller ej. Dette er den primære grund til, at misforståelser ikke skulle kunne forekomme ved lige netop dette verbumspar. Hvis vi kalder ligge for A og lægge for B i denne sammenhæng for at undgå forvirringer i de forskellige former, kan argumentet se således ud:

A er intransitiv, og det kan således ikke udløse et behov for et objekt i en sætning. B er derimod transitiv og behøver et objekt. Hvis en sætning med A som hovedverbum har et objekt, giver det semantisk ikke mening og er ganske enkelt uladsiggørlig. En sætning med B kræver et objekt for at give mening; ellers ville der mangle en part i den beskrevne handling. Overvej følgende sætninger og de to muligheder for verbet:

(7) Jeg lagde i min seng hele dagen i går.
(8) Vil du ikke ligge skeen i vasken?

I (7) er der ikke noget objekt, hvilket vi ved, at B kræver, idet det er transitivt. På trods af det tilsyneladende forkerte valg af verbet er det tydeligt, hvad den intenderede mening har været, da resten af sætningen ikke ellers opfylder kravene for verbum B. Det kan ikke være andet end det intransitive verbum A, der er tale om.
Omvendt i (8), hvor der er et sætningsobjekt til stede, kan man ikke fortolke ligge som verbum A, da skeen ellers ville stå uden sætningsfunktion og derved gøre sætningen til nonsens. Altså, for at sætningen skal kunne give mening, må verbet fortolkes som B.

Nummer to grund berører spørgsmålet om telicitet, som jeg også nævnte i forrige afsnit. Hvis der er tidsangivelser i sætningen, giver det også et stærkt praj om den intenderede mening, da A og B påkalder forskellige typer. Ellers kan der pludselig skabes andre problemer i den givne ytringe. Som ekstra demonstration på dette kan vi lave en semantisk dårlig sætning ud fra (7).

(9) *Jeg lagde i min seng på seks timer i går.

Uanset hvordan man vender og drejer den, giver den ingen mening, selvom tidsangivelsen skulle passe med det brugte verbum. Det er tydeligt, at verbets intenderede mening (her tydeligt pga. manglende objekt) betyder mere end verbets form. Det kan virke som en besynderlig forklaring, men man kan sidde og lege lidt med det selv, hvis man vil.

Må man så bare sige det, som man vil?
Man kunne fristes til at sige ja, eftersom en del peger på, at de særligt i jysk danner et homonympar og således er ét ord brugt i to forskellige sammenhænge, men jeg vil ikke være dommer for det. Pointen med dette indlæg har kun været at vise, at det ikke er muligt at misforstå en manglende skelnen, og at sprogpedanters stigmatisering ved denne anklage derfor ikke har noget hold i virkeligheden. Det centrale er, at ens pointe går igennem, således at kommunikationen føres med succes, men spørgsmålet om “godt sprogbrug” har selvfølgelig også en masse at sige. Sådanne emner berøres i Ida Elises blogindlæg om ejerskabsfølelse over ens modersmål, så dem vil jeg ikke gå i dybden med i dette indlæg.

Forfatter: Kasper Fyhn Jacobsen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s